Prospekt
til
Projekt
SPEJLBILLEDER.
Forord.

I dette projekt har vi skrevet musik, tekst og manuskript til en maleriudstilling. Det er der måske ikke noget specielt epokegørende i, men vi har i hvert fald gjort os nogle forfærdeligt intellektuelle tanker om hvorfor vi gør det.

For at kunne se/opfatte verden og os selv, er vi nødt til at inddele vores indtryk i kategorier. Det vil fx være uoverskueligt at tildele hvert eneste farveindtryk sit eget navn. Vi inddeler i stedet verdens utallige nuancer i et forholdsvist begrænset antal farveord og får derved en grov, men overskuelig inddeling af vores indtryk.

Hvis vi ikke var så grove ville sproget blive så omfattende at intet menneske kunne nå at lære det, og al kommunikation og erfaringsopsamling ville være umulig.

Der er intet galt i at kategorisere, at sætte verden i båse. Det er tværtimod en betingelse for overhovedet at kunne opfatte/fatte. Man må bare ikke forveksle kategorierne med virkeligheden. Og det kommer man meget let til.

Man opdeler, meget fornuftigt, genstande i levende og døde. Men man kommer bare, meget let og meget tåbeligt, til at opfatte livet og døden som selvstændige fænomener. Man begynder at beskæftige sig med livet i stedet for det levende.

Og herfra er springet til den store platoniske fejltagelse ikke lang. Vi er i denne del af verden meget tilbøjelige til at opfatte kategorierne som det egentlige og virkeligheden som en (ufuldstændig) funktion heraf. Og den tænkemåde ligger så dybt i os at den endda slår igennem i denne kritik af samme tænkemåde.

I det foreliggende projekt har vi tænkt os at bekæmpe dette platoniske vanvid ved at sammenstille og udstille.

Hvis man stiller kategorier, gerne kategorier der ikke opdeler i samme dimension, overfor hinanden, har man måske en chance for at formidle en oplevelse af verden som den er i stedet for en opfattelse af verden som den kategoriseres.

Hvis man i stedet for at stille livet overfor døden stiller livet overfor farven blå, kan man vise noget andet og mere om livet og om farven blå.

Hvis man i stedet for at stille fornuften overfor følelserne stiller fornuften op foran en a-mol-skala, opstår der måske i mellemrummet mellem disse to begreber en fornemmelse for nogle af de fænomener som man ellers har svært ved at opfatte og beskrive fordi de er svære at kategorisere entydigt.

Hvis man lader kategorierne spejle sig i hinanden, hvis man lader musikken spejle sig i billederne, hvis man lader ordene spejle sig i bevægelserne, hvis man lader publikum spejle sig i mellemrummet mellem billederne på væggen og billederne på scenen, så har man udstillingen SPEJLBILLEDER.

SPEJLBILLEDER.

Spejlbilleder er en udstilling af billeder. Nogle er malerier, nogle er tegninger eller grafiske blade, nogle er fotografier og collager og nogle er ganske enkelt spejle. Men de er alle sammen flade, og der er en ramme om.

I udstillingen indgår desuden tre billedserier bestående af musik, tekst og scenisk ageren. Disse tre serier er udstillingens udgangspunkt og de har defineret dens tema(er).

De tre serier har tilsammen samme titel som hele udstillingen, SPEJLBILLEDER, og de opføres på udstillingens scene en til to gange under udstillingen. Forestillingens musik kører desuden på CD under resten af udstillingen.

1. Serie, Fortid, Det inderste, En menneskealder, Myterne, Verden hedder DET MAGISKE SPEJL. Den består af 11 arketypiske sange og er kædet sammen af et kollektivt tema.

2. Serie, Nutid, Overfladen, Et år, Dagligdagen, Verden hedder HVERDAGENS SPEJLE. Den består af 12 typiske billeder og er kædet sammen af lydbilleder.

3. Serie, Altid, Omgivelserne, En dag, Naturen, Verden hedder SPEJLET OMKRING. Den består af 10 billeder der flyder sammen i en koncert.

Ovenstående skulle give et rimeligt billede af hvad vi er ude på. Der resterer nu et afgørende spørgsmål:

HVAD FANDEN BILDER VI OS IND ?

Hvad er vi for nogle halvgamle amatører, der sådan forsøger at mase os på.

Nu er det i den senere tid blevet meget populært at skælde ud på den Jantelov der, selv inden Sandemose formulerede den, var med til at gøre Danmark til et godt og hyggeligt lille land at vokse op i.

Den bølge er vi bestemt ikke med på. Vi har hidtil gjort hvad vi kunne for at efterleve Janteloven. Hvis vi ind imellem har troet vi var noget, har vi altid gjort det i smug.

Når vi nu kaster os ud i dette projekt, når vi insisterer på at starte, styre og gennemføre det, er det ikke et forsøg på at ødelægge vores med møje oparbejdede beskedenhed. Det skyldes udelukkende projektets nødvendighed.

Det turde derfor tydeligt fremgå at vi har brug for hjælp.


Tilbage.