Solopgang over havet. (klokken 6.22)

Se hvor solopgangen skriger som en måge over havet
og de hvide stråler spejler sig i reserveret gråt
under overfladen ligger mange hundeliv begravet
nattens mørke tvang dem bort, og det er sikkert meget godt

Se nu kimer tusind klokker i alverdens vækkeure
og de vilde fugle letter snart fra jord og græs og sten
og det hele er så oplyst at hvis blot naturen turde
ku den rejse sig og gå herfra på sine egne ben.

Der er et liv der kommer myldrende fra urt og busk og skjul
hilser dagens første stråler i naturens store hjul
og småsten ligger stille mellem tangens blanke skær
de følger kun den brænding som er hist og her og der

(og) et skridt mer på evighedens vej
her hvor det hele går igennem
(og) to skridt baglæns i en underfundig leg
her hvor det hele går igennem
(og) tre skridt forlæns på salighedens vej
her hvor det hele går igennem
og kun enfoldigheden forstår det som en leg

Der er en vind der kommer fejende og flytter sandets korn
blæser bølger op til oprør mens en krage slipper jorden
og flyver uanfægtet ud imod en nyfødt storm
der kan synes lillebitte men er tydeligt enorm

(og) et skridt mer på evighedens vej
her hvor det hele går igennem
(og) to skridt baglæns i en underfundig leg
her hvor det hele går igennem
(og) tre skridt forlæns på salighedens vej
her hvor det hele går igennem
og kun enfoldigheden forstår det som en leg

hør hvor det dufter af solskin og farver
her hvor alting det er muligt og her hvor ingenting forarger
kom lad det blive lige der hvor det faldt
det er alligevel ligegyldigt hvad det bliver kaldt
og se hvor det lyder som havgus i flammer
langt ude i det fjerne hvor horisonten rammer
lyt nu til græsset og hør hvor det vokser
hvis man kigger ordentligt efter er det fyldt med paradokser
det er fyldt med klorofyl og paradokser

Der er en sol der stiger blændende på vej mod zenits top
dirrer uset mens den flimrer, rusker disen ublidt op
og gemmer sig i skygger og forsvinder uden spor
og kommer så til syne fra en sky på vej mod nord

(og) et skridt mer på evighedens vej
her hvor det hele går igennem
(og) to skridt baglæns i en underfundig leg
her hvor det hele går igennem
(og) tre skridt forlæns på salighedens vej
her hvor det hele går igennem
og kun enfoldigheden forstår det som en leg

Tilbage til
Spejlet Omkring.