Taleguirlander:
T1: Og jeg pakker mine frø ind i grønt papir, grønt papir. Og jeg ...
T2: Du er simpelthen så underlig. Du er simpelthen så underlig. Du er ...
T3: Ja, min fætter fylder 17 i år. Det går sgu stærkt. Ja, min fætter fylder ...
T4: Solskin,- tjaa,- solskin,- tjaa,- solskin,- tjaa,- solskin, ...
T5: Det er lige nu, maj måned, det er lige nu, maj måned, det er lige ...

5. Entré

Stilhed her i rummet, alt er dæmpet, lyset flyder sammen,
en brise trænger ind fra en sprække der i døren,
breve ses på gulvet, med adresser spejlvendt her fra rammen
entreen ligger hen, ganske uden den mindste gøren.

Det er sent på dagen, biler bremser, myldertiden svirrer
en jumbo flyver bort, sikkert til de varme lande.
dufte synes blandet, uden mening, noget står og dirrer
en stilhed før en storm, det må de allerfleste sande.
Og den blanke overflade gengir alt i relation
til om man tror at farver de kan ha en anden klang,
nu er det lissom om at der er ved at komme nogen,
døren blir låst op, - entreen, den er trang.

Manden dér er gnaven, bander sagte, smider jakken fra sig
tænder en kontakt, men den pære er sgu sprunget
og imens den skiftes, er det lissom hele huset raser,
han sparker til en sko, det er temmeligt ubegrundet
Og den blanke overflade gengir alt i relation
til om man tror at vrede ses i tidens temperament.
Nu er det lissom om at der er ved at komme nogen,
døren lukkes op - ind springer der en sang.

Hoppe, hoppe, hoppe - jeg kan ikke stoppe
ikke træde på en streg - fordi, fordi, fordi
Klappe, klappe, klappe - gå lissom en krabbe
lave et kænguruhop - fordi det kan jeg li.

Pigen, hun er godt tilfreds og har let til latter,
danser ubesværet rundt på sine lette ben.
Faderen tøs hurtigt op og smiler til sin datter
gir hende et kæmpeknus og smelter som en sten.

De går ind i stuen, hvor de hopper, ikke til at kende
de sanser ingenting nu hvor dagen den er omme,
legen den får vinger og gir glæde, næsten uden ende
og tønder griner højst når man har hovedet i de tomme.
Og den blanke overflade gengir alt i relation
til om man tror at lykken den er lige til at få
nu er det lissom om at der er ved at komme nogen
døren lukkes op - der lyder et ‘hallo’

Kvinden, hun er smuk - tager hat og frakke af,
står et øjeblik og kikker på sig selv.
Hvad hun ikke ved
er, at nogen kikker med,
hun smiler skævt somom hun ved noget alligevel

Maden den er færdig og de spiser, vistnok frikadeller,
den lille lagt i seng nu det tid til aftenhygge,
tiden den går hurtigt, lyset slukkes, uret står og tæller
og snart er alt idyl, der ikke engang en skygge.
Og den blanke overflade gengir alt i relation
til om man tror at natten, den ku ha en anden klang
herfra er det somom her aldrig boede nogen
døren er låst i - slut fra denne gang.

Tilbage til
Hverdagens Spejle.