Hans hue er rød.

Hans hue er rød som et hjerte der slår
hans skæg er så hvidt lissom sneen i haven
og der i en pose der hænger ved maven
er alle de tider der kommer, de tider der går

Han synger en dybfølt og brummende sang
når fuglene hilser og vipper med halen
han hører en klokke hernede fra dalen
der viser den rigtige retning når vejen er lang

og bedstefar sidder med børnebørn på sine knæ
fortæller de gamle historier om godtfolk og fæ
og bedstemor smiler mens ungerne danser af fryd
og alt løber sammen i lyst og i lykkelig lyd

Hans øjne er klare af sindig forstand
hans frakke er lang så den rigtigt kan lune
hans bukser er grå og hans støvler er brune
han vinker og smiler til tiden og mangler en tand

Hans dyr er den smukke og venlige ren
den trækker ham trofast afsted gennem rummet
til alt er begavet og klokken forstummet
og natten og tiden er blevet forfærdelig lang

og bedstefar sidder med børnebørn på sine knæ
fortæller de gamle historier om godtfolk og fæ
og bedstemor smiler mens ungerne danser af fryd
og alt løber sammen i lyst og i lykkelig lyd

Hans hue er blød lissom feernes hår
han smiler så hvidt og han er aldrig gnaven
i sækken på ryggen, der gemmer han gaven
de ukendte tider der kommer og virker og går

og bedstefar sidder med børnebørn på sine knæ
fortæller de gamle historier om godtfolk og fæ
og bedstemor smiler mens ungerne danser af fryd
og alt løber sammen i lyst og i lykkelig lyd

Tilbage til
Det Magiske Spejl.